Med kort varsel har vi fået mulighed for at lave et medlemsarrangement på lørdag d. 27. november kl. 17. Her kan du komme med ind og se BECOMING BIRD på Teater Sort/Hvid i København. Efter forestillingen er der diskussion om ”den iscenesættende scenograf” med scenograferne Nathalie Mellbye, Louise Beck, Christian Albrechtsen og Julian Juhlin, der alle har deltaget i S/H’s åbningsprogram for musikdramatik.
Om forestillingen
BECOMING BIRD er et lydværk og en rituel undersøgelse af, hvordan vi på ny kan danne pagt med naturen uden mennesker. Du inviteres til at lytte til fraværet af mennesket og de sidste gisp af en døende art, når du med en audiowalk i ørerne går gennem kødbyen ned mod Sort/Hvid. Her venter ritualets fuldbyrdelse. Tjære, fjer, en art selvpåkaldt ydmygelse og straf, nydelse af menneskets fravær, fortryllende ro, uudholdelig larm. Hvordan ser verden ud uden mennesket? Hvordan ser verden ud fra naturens perspektiv? Værket skabes af scenograf Nathalie Mellbye, musiker Cristian Vogel, skuespiller Patrick Baurichter og det anonyme kollektiv Mycelium. Med dette ritual danner de pagt med den natur, som vi i stigende grad er blevet fremmed for. BECOMING BIRD er en del af åbningsprogrammet for Sort/Hvid Scene for musikdramatik
Det praktiske
Det koster 50 kr., som betales ved indgangen. Der er tilmeldingsfrist torsdag d. 25. november. Teater Sort/Hvid holder til i Kødbyen i København. Adressen er Staldgade 26-30, 1699 Kbh. V.