Opdateret 30. maj 2024: Udstillingen ANBRAGT vandt en ADC Merit Award vedprisuddelingen i New York, som du kan læse mere om på Forsorgsmuseets hjemmeside, og udstillingsscenograferne i udstillingen kan være meget stolte!
Udstillingen ANBRAGT på Danmarks Forsorgsmuseum er nomineret til to store internationale priser, museumspris og designpris, som uddeles samme dag i New York og London – den 15. maj 2024.
Designprisen er den traditionsrige ADC Award, som er blevet uddelt hvert år siden 1921 og er en af de ældste branchepriser i verden. Det er en ”non-profit” pris, som hylder bl.a. arkitektur, udstillinger og illustration. Blandt de tidligere vindere er meget velrenommerede museer som Victoria & Albert Museum i London, American Museum of Natural History i New York og United States Holocaust Memorial Museum i Washington D.C. Den anden pris er Museums + Heritage prisen, der er kendt som museernes Oscar og en af de mest eftertragtede museumspriser i verden.
ANBRAGT er nomineret til begge priser. I udstillingen fortælles der om anbringelser på børnehjem og i plejefamilier på tværs af tid – fra 1890 til i dag. Det sker med udgangspunkt i de anbragte børns egne ord og oplevelser. Der er anbragte børn i alle verdensdele og nomineringerne vidner om, at temaet har international relevans og betydning.
Vi er selvfølgelig stolte af, at de nominerede udstillingsdesignere er scenograferne fra Torden & Lynild, der vil være tilstede den 15. maj.
Direktør Sigrid Bennike fra designbureauet Torden og Lynild udtaler: ”Det føles meget overvældende og ærefuldt at vi har været med til at skabe en udstilling, som nu er nomineret til to prestigefulde internationale priser, der ovenikøbet uddeles samme aften i London og New York! At lave udstillinger er en hold-disciplin og ’Anbragt’ har løftet sig til et internationalt niveau pga. det stærke samarbejde med Danmarks Forsorgsmuseum, De Anbragtes Vilkår og et dygtigt hold af dedikerede folk, som bl.a. har skabt film, grafisk design og lysdesign.”
Danske Scenografer hepper selvfølgelig på, at udstillingen vinder priserne!