DANSKE SCENOGRAFER

Fokusområde: Indsats for kvalificeret arbejdskraft i film- og tv-branchen

Gustav Pontoppidan, bestyrelsesmedlem i Danske Scenografer, sidder som repræsentant for både production designere, klippere og fotografer i en tværfaglig styregruppe under Vision Denmark, som arbejder for at styrke kompetencerne i den danske film- og tv-branche. Indsatsen retter sig mod branchen som helhed og består bl.a. af et øget, strategisk fokus på uddannelse, rekruttering, fastholdelse, opkvalificering og kompetenceudvikling.

Det er Producentforeningen og Vision Denmark, der har taget initiativ til projektet, idet en professionel og velkvalificeret arbejdsstyrke er en forudsætning for, at den danske film- og tv-branche kan levere indhold af høj kvalitet og gøre branchen konkurrencedygtig på det danske og internationale marked.

For at sikre fælles retning og fremdrift i indsatsen for kvalificeret arbejdskraft skal den brede sammensatte styregruppe og dermed branchesamarbejde sikre et solidt fundament af tilstrækkelig og velkvalificeret talent i hele film- og tv-branchen (fiktion og nonfiktion), så branchen kontinuerligt bliver bedre til at navigere i en foranderlig og usikker verden – fx i krisetider, i perioder med høj produktion og når nye teknologier ser dagens lys.

I arbejdet lægges der stor vægt på at udvikle en metode, der kan fungere som et tilbagevendende brancheværktøj, som regelmæssigt leverer opdateret viden om branchens behov for arbejdskraft og kompetencer fremover, så der kan foretages de nødvendige tiltag og justeringer.

Styregruppen har igangsat en analyse, som kortlægger kompetencebehovet i film- og tv-branchen. Formålet er at få kvalificeret viden om, hvilke kompetencer der i fremtiden er behov for i branchen og for at sikre, at uddannelsernes udbud og indhold matcher branchens behov. Alle production designere og dermed de cirka halvdelen af Danske Scenografers medlemmer, der arbejder inden for film og tv, er derfor blevet bedt om at udfylde et spørgeskema.

Læs mere om indsatsen på Vision Denmarks hjemmeside.