DANSKE SCENOGRAFER

OPEN CALL – vil du være med i ét af vores udvalg?

Kalder alle medlemmer af Danske Scenografer!

Vores skønne fagforening har rigtig meget at byde på. Vores sekretariat står for den daglige drift, mens vores bestyrelse tegner de større linjer. Hverdagen er dog også den, at vi arbejder sammen om stort og småt, fordi de få ressourcer kræver det, hvis vi gerne vil fortsætte med at eksistere og dermed bidrage til udvikling af faget og jeres arbejdsvilkår.

Men for at sikre den nødvendige udvikling og indsigt i udfordringer og behov, er vi også en forening, som er afhængige af jeres engagement. Uden jer, ingen fagforening. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed – og dermed er det medlemmerne, som træffer beslutninger på medlemsforeningens vegne.

Vores bestyrelse (kun forperson får honorar) er frivillige ildsjæle, som generalsamlingen har givet mandat til at administrere foreningen på medlemmernes vegne. Bestyrelsen står altså med et stort ansvar – og skal sikre den løbende udvikling og prioritering af strategiske indsatser.

Bestyrelsesmedlemmerne er desuden repræsenteret i andre af foreningens udvalg for at sikre en rød tråd i de forskellige indsatser. Men de kan ikke drive alle områder alene. Her har vi brug for flere ildsjæle, som interesserer sig for det konkrete område – og som ønsker at give en hånd med, både i den praktiske udførelse, men i særdeleshed også i udvikling og behov.

Vi har brug for dig!

Vi har pt 3 formaliserede arbejdsudvalg, som mødes ca. 2-4 gange årligt for at drøfte behov, tiltag og udvikling inden for området. Vi ønsker at have en mangfoldig sammensætning inden for både fagområde, faggruppe, alder, køn, erfaring osv. , da vi ved, at flere forskellige øjne ser bedre sammen 🙂 Udvalgene er uformelle og sekretariatet bistår som tovholder.

Vi mangler medlemmer til alle udvalg – og håber på, at du har lyst til at være med!

Kursusudvalget (pt 5 medlemmer) bistår planlægning af foreningens kurser og arrangementer. Du har altså her stor mulighed for indflydelse på, hvilke aktiviteter, foreningen skal tilbyde.

Bæredygtighedsudvalget (pt 4 medlemmer) fokuserer på bæredygtighed i branchen, fungerer som praktisk og politisk sparringspartner for bestyrelsen, iværksætter tiltag og saloner mhp. synlighed og udvikling.

AI-udvalget (pt 2 medlemmer) fokuserer på kunstig intelligens i branchen, fungerer som praktisk og politisk sparringspartner for bestyrelsen, iværksætter tiltag og saloner mhp. synlighed og udvikling.

Derudover tager medlemmer løbende initiativ til forskellige aktiviteter og erfagrupper, som ikke nødvendigvis driftes af sekretariatet. Erfagruppe for kostumedesignere har deres første møde 19. august, hvor de skal snakke mere om rammerne for gruppen – og mon ikke også der skal videndeles om stort og småt.

For en fagforening er det guld værd, når medlemmer sætter sig sammen og erfaringsudveksler. Det er sådan, vi bliver opmærksomme på udfordringer – og ligeså vigtigt også sådan, vi drøfter gode løsningsforslag. Sekretariat og bestyrelse har brug for disse input for at finde frem til, hvilke indsatser, der skal prioriteres, og hvad der er vigtigst for jer at få adgang til.

Ring eller skriv til sekretariatet, hvis du er interesseret og vil høre nærmere! Det er uformelt og hyggeligt, og arbejdsindsatsen i udvalget selvfølgelig tilpasses dig.