Danske Scenografer har i dag udsendt følgende pressemeddelelse for at sætte fokus på den alvorlige sag, hvor YouSee har opsagt alle aftaler med Copydan, men fortsætter med at bruge og vise kunstnernes indhold.
Du kan læse den fulde pressemeddelelse her.
Siden 1. april 2024 har YouSee anvendt og vist indhold på tv uden aftale med rettighedshaverne. Det kan betragtes som piratkopiering og er ulovligt.
YouSee har lagt sag an ved domstolene med krav om at få prisen på deres licenser nedsat med hele 70 procent. Det betyder i praksis, at alle rettighedshavere skal gå 70 procent ned i rettighedsbetaling, end det de har modtaget tidligere. Netop fordi sagen er anlagt ved domstolene, kan der gå mange år før rettighedshaverne får afklaring på både konkret betaling for rettighedsanvendelse, men også størrelsen herpå. Det er simpelthen en unfair sag for kunstnerne.
Danske Scenografer er nu ved juridisk at afklare muligheder for at nedlægge et forbud.
Forperson for Danske Scenografer, Carsten Burke Kristensen, er dybt forarget over YouSees handlinger og udtaler:
”YouSee har opsagt alle aftaler med rettighedshavere, herunder også vores medlemmer, men viser og sælger fortsat indhold til deres tv-kunder. Der er altså ikke en tilladelse til at vise indholdet, som i sidste ende medfører, at vores medlemmers ophavsretlige beskyttede værker bliver brugt uden både aftale om anvendelse og betaling. Det er i strid med loven – endda de helt nye bestemmelser i ophavsretsloven fra juni 2023. Som fagforening for medlemmer, der har rettigheder til indhold på tv, undersøger vi muligheder for at nedlægge forbud mod brugen af indholdet.”
For Carmen Curlers’ production designer, Knirke Madelung, betyder det, at hun potentielt ikke får den betaling for udnyttelse af hendes ophavsretlige beskyttede værk, som hun har krav på. Hele Danmark har imidlertid fået stor glæde af Knirkes kreative visuelle udtryk i den populære tv-serie. Knirke ønsker derfor naturligvis, at YouSee betaler for anvendelsen af hendes rettigheder. Helt som praksis er og altid har været.
Knirke Madelung har naturligvis også selv en stor interesse i, at Carmen Curlers, som hun har lagt mange timers arbejde i sammen med det øvrige kunstneriske team, kommer på sendefladen hos flest mulige seere. Men der skal naturligvis være en aftale om både at vise indholdet og den konkrete betaling.
”Production designeres arbejde er en meget stor del af en produktion, men dog ikke noget, der nødvendigvis bliver ’opdaget’ eksplicit, når en helt almindelig dansker ser Carmen Curlers. Men ikke desto mindre er det er et stort arbejde med en hel afdeling, som danner ramme for hele produktionens visuelle udtryk. Production designere har – som alle andre kunstnere – en forventning om, at der foreligger en aftale om det indhold, der bliver vist. Alt andet er simpelthen urimeligt og i strid med de grundlæggende principper i ophavsretsloven. Jeg sætter derfor stor pris på, at min fagforening betragter sagen med stor alvor og går ind i sagen.”
Carsten Burke Kristensen bemærker desuden:
”Sagen kan have store konsekvenser – og kan faktisk betyde, at en masse tv-glade danskere ikke fremover vil kunne se indhold som Carmen Curlers. Det er på ingen måde et ønskescenarie for vores medlemmer, som i den grad ønsker udbredelse af deres kreative værker, men vi kan omvendt heller ikke acceptere, at en stor og magtfuld kapitalfond [den australske kapitalfond Macquarie ejer 50% af YouSee, resten ejes af ATP, PFA & PKA] prøver at underløbe den danske rettighedsmodel og ikke vil betale kunstnere og kulturproducenter en fair pris for det indhold, som de tjener gode penge på, og som deres kunder er glade for at se.”
Fakta om sagen
YouSee opsagde den 15. marts 2024 alle aftaler og stævnede rettighedshaverne i regi af Copydan Verdens TV, UBOD og Koda. Det betyder i praksis, at der siden den 1. april 2024 ikke har været nogen aftaler om brug af rettighedshavernes indhold og heller ikke om betaling. I praksis betyder det, at Danske Scenografer som medlemsorganisation i et forvaltningskollektiv fra 1. april ikke kan udbetale rettighedsmidler til vores medlemmer for YouSees andel af licensbetalingen, svarende til ca. 50 procent. Læs mere om sagen her.
Kontaktinformation
For yderligere oplysninger kontakt forperson Carsten Burke Kristensen mobil: 20 30 38 60, mail: carstenkristensen@gmail.com
Danske Scenografer er en fagforening for professionelle fagpersoner, der arbejder inden for scenekunst, film/tv, udstilling mv., som bl.a. konceptuerer, skaber og designer fortællinger i rum – scenografer, production designere, kostumedesignere, lysdesignere, lyddesignere, videodesignere m.fl. Læs mere på vores hjemmeside www.scenograf.dk.
Medlemmer af Danske Scenografer kan læse mere indgående om sagen og dens konsekvenser her.