Der er bred politisk opbakning til en dansk incentive-ordning.
Det står klart efter dagens høring på Christiansborg, som vi – sammen med en bred alliance af filmbranchens aktører – stod bag. De 150 deltagere fra filmbranchen kunne i dag høre positive tilsagn fra både bl.a. Helle Bonnesen (K), Charlotte Mølbæk (SF), Jan E. Jørgensen (V) og Peter Skaarup (DD) efter præsentation af cases, erfaringer og en ny hvidbog om konsekvenserne ved manglende produktionsrabatter.
Høringen gav udtryk for en samlet filmbranche i opråb om bedre konkurrencevilkår.
Fordelene ved en såkaldt produktionsrabat på udenlandsk film- og serieproduktion i Danmark er ikke til at overse – hverken for filmbranchen eller resten af samfundet. Flere arbejdspladser, værdifuld branding og turisme, mere talentudvikling og ikke mindst flere gode film og serier med dansk aftryk er bare nogle af dem.
Danmark er det eneste filmland i Europa, som er uden en incentive-ordning – altså en rabat, når udenlandske film- og serieproduktioner vælger at producere i Danmark. Det giver en svær konkurrencesituation for hele den danske filmbranche, som er under markant pres i disse år. Det gode ved en sådan ordning er, at det er en refusionsordning. Rabatten udbetales først, når der er aflagt regnskab for den udenlandske finansiering, og erfaringerne fra andre lande dokumenterer, at pengene kommer 3-4 gange igen.
”Det er en no brainer,” som flere – blandt andre Brian Mikkelsen og Jørgen Ramskov – slog det fast i dag.
Spørgsmålet lader nu ikke til at være ”hvorfor?”, men nærmere ”hvornår?”. Vores svar er klart: hurtigst muligt!
Stor tak til alle for politisk lydhørhed!
Fotos: Egmont/Producentforeningen