DANSKE SCENOGRAFER

Setting the Stage i OISTAT

Danske Scenografers repræsentant (President of OISTAT center Denmark) og Executive Committee member i OISTAT, Lise Klitten var i august måned til det årlige samlende møde i OISTATs bestyrelse og ledelse.

Mødet forløb over i alt 5 dage og bestod af bl.a. møder i Executive Committee, faglige oplæg om lyddesign, bæredygtighed, tværfagligt samarbejde blandt de forskellige kunstarter og lokale fremvisninger.

Lise havde pakket en stak af Danske Scenografers ‘Setting the Stage’ bog, som hun udleverede i Kaohsiung til design- og produktionsledelsen af Artcenter Weiwuyng. På billedet er det Deputy General Director, Raymond Wong og General and Artistic Director, Chien Wen-pin (t.v.), der får bogen overrakt af Lise.

Lise Klitten arbejder på at fremme samarbejde på tværs af landegrænser for derigennem at styrke fagets synlighed og højne kompetencer. Med vores deltagelse i OISTAT følger vi den internationale udvikling tæt – for både faget, rettigheder og vilkår.

Vi får ofte og i højere grad end tidligere glæde af disse ‘broer’, der er bygget. For med relationerne kan vi få gode indsigter i, hvad der rør sig – og ikke mindst få en helt anden inspiration, end vi er vant til.

Mangler du internationale kontakter og inspiration inden for scenografi, kostumedesign mv., så ræk endelig ud til sekretariatet eller Lise Klitten, som kan være behjælpelig med at facilitere en dialog. OISTAT afvikler mange events, workshops og oplæg, som du kan få stor glæde ved at deltage i. Læs mere på OISTATs hjemmeside her.