Som du har læst i efterårets brev fra Danske Scenografers forperson, vil Det Kongelige Teater (DKT) i efteråret udrulle nye ’gæstekontrakter’.
Vi har i bestyrelsen nedsat et forhandlingsudvalg, som har haft møder med DKT om situationen. Desværre er meldingen fra DKT, at de ikke ønsker at forhandle standardkontrakter med os. Hverken om vilkår, løn/honorar eller rettigheder.
Vi er i dialog med Danske Sceneinstruktører og Artistforbundet, da denne praksisændring også vil have store konsekvenser for deres medlemmer. Samtidig arbejder vi på en kortlægning af lønmodtager/tjenesteyder-begreb, som vi muligvis vil bruge politisk.
Fra lønmodtager til tjenesteyder
Her vil teatret ændre i ordlyden, så kontrakterne fremover ikke fremstår som ansættelseskontrakter (med A-løn og feriepenge). Fremover vil du derimod blive betragtet som ’tjenesteyder’ og få B-honorar uden feriepenge.
Dit nye honorar vil som udgangspunkt afspejle dine nye vilkår og dermed også kompensere for feriepenge, at du selv skal betale til en arbejdsskadeforsikring mv. Vi har gjort DKT opmærksom på, at vi ikke mener, det er tilstrækkeligt blot at kompensere for de åbenlyse merudgifter, idet overgangen fra at være ansat som lønmodtager til fremover at blive tilknyttet som tjenesteyder vil være en væsentlig forringelse af jeres vilkår (kan ifalde erstatningsansvar, ikke dækket af arbejdsskadesikring eller øvrige forsikringer eller personalegoder, kan ikke stille krav til ledelse på samme måde etc.).
DKT mener ikke, at der er tale om en praksisændring, idet teatret mener, at de altid har betragtet kunstnere på gæstekontrakter som tjenesteydere qua arbejdsformen (leverer et aftalt stykke arbejde, har kunstnerisk frihed uden instruktionsbeføjelse, bestemmer over egen arbejdstid, modtager honorar i rater). Det er vi på ingen måde enige med teatret i. Tværtimod har vi understreget, at praksis er den, at alle vores medlemmer ansættes som lønmodtagere, og at arbejdets udførelse understreger, at der er tale om et ansættelsesforhold. Det gælder naturligvis ikke, hvis du tilknyttes via dit eget firma.
Ingen standardtakster
Meldingen fra DKT er ligeledes, at der fremover ikke opereres med ’standardtakster’, da det afhænger af den konkrete produktion. Vores medlemmer vil fortsat forhandle med de kunstneriske ledelser, som bedst kan vurdere omfanget af arbejdet. Også denne praksis strider imod den eksisterende, idet DKT også hvert år har fået tilsendt vores ’vejledende lønsatser’, som forhandlingen kan tage afsæt i.
Nye rettighedsklausuler
DKT har erkendt, at deres praksis med ubegrænsede rettigheder til jeres værker ikke er lovlig iht. nyeste justeringer af ophavsretsloven fra juni 2023 (DSM-direktivet). Derfor vil de justere på rettighedsklausulerne. Vi har ytret, at branchepraksis er max 36 måneder, hvorfor dette må betragtes som passende og forholdsmæssig betaling for rettighedsudnyttelse. DKT taler derimod om hhv. 10, 20 og 30 år for skuespil, ballet og opera. Det er vi ikke enige om.
Vi kan kun se kontrakterne gennem jer!
Vi kan ikke få en kopi af den nye ’standardkontrakt’, hvorfor vi først ser den, når første medlem modtager den – formentlig i løbet af efteråret.
Derfor vil vi bede jer alle om at sende kontrakter fra Det Kongelige Teater forbi sekretariatet inden underskrift.
HUSK AT SENDE KONTRAKTER MED DET KONGELIGE TEATER FORBI SEKRETARIATET INDEN UNDERSKRIFT.