Det er snart fem år siden, organisationer inden for film, tv og scenekunst, sammen satte en streg i sandet og søsatte vores fælles kampagne af samme navn. Kampagnen havde rod i en undersøgelse om grænseoverskridende adfærd i tv-, film- og scenekunstbranchen, som Aarhus Universitet stod i spidsen for i 2019. Undersøgelsen afdækkede desværre et stort omfang af problemer i branchen – at der ikke var tale om enkeltstående problemer og personer, men at der i stedet var behov for et opgør med usunde arbejdsmiljøer.
Du kan læse mere om ‘Stregen i Sandet’ her.
Vi vil nu i samarbejdet under Stregen i Sandet forsøge at besvare spørgsmålene om, hvorvidt arbejdskulturen i branchen har ændret sig i de fem år, der er gået. På den baggrund udsendes der et spørgeskema til samarbejdsorganisationernes medlemmer, som i grove træk gentager de væsentligste dele af undersøgelsen fra 2019. Det er vigtigt at understrege, at undersøgelsen og projektet generelt ikke kun fokuserer på grænseoverskridende adfærd i form af seksuelle krænkelser. Vi har fokus på alle aspekter af tryg arbejdskultur, herunder problematikker som mobning, chikane, magtmisbrug og fysisk/psykisk vold på arbejdspladsen.
Undersøgelsen finansieres og driftes af Danske Filminstruktører, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Teater og Producentforeningen, men da der ønskes en bred kortlægning på tværs af faggrupper og fagområder, aktiveres de deltagendes medlemmer i undersøgelsen. Undersøgelsen gennemføres blandt de 13 medlemsforbund og -organisationer i Stregen i Sandet-samarbejdet. Det er analyseinstituttet Norstat, der administrerer dataindsamlingen, som gennemføres i ugerne 41-43. Danske Scenografer deltager i undersøgelsen og har derfor bedt medlemmerne om at udfylde skemaet. Danske Scenografers medlemmer kan læse nærmere om undersøgelsen, proces mv. under ‘Medlemsnyt’ her (kræver login).
Formålet er at få friske tal på, hvor vi står i forhold til udfordringer med grænseoverskridende adfærd og utryg arbejdskultur i vores branche. Desuden vil vi undersøge, hvilke initiativer vores medlemmer oplever, har haft en reel betydning i indsatsen for at komme problemerne til livs. Det gør vi for at kunne arbejde målrettet videre med de rette værktøjer for at sikre en tryg arbejdskultur, som vi naturligvis vil orientere nærmere om senere i projektet.