Danske Scenografer har deltaget i et større arbejde omkring ‘Fair Practice’ i løbet af det seneste år. Helt konkret er Fair Practice en ramme for at sikre ordentlige vilkår i vores branche, og den er inspireret af samme model i Holland. Arbejdet er initieret af Dansk Komponistforening og har været et samarbejde med Dansk Kunstnerråd og deraf inddraget medlemsorganisationerne på kunst- og kulturområdet.
Den 25. november kulminerede det hårde arbejde i en velbesøgt konferencehøring om projektet Fair Practice Kultur. Her blev der delt viden om, hvordan et Fair Practice-kodeks kan se ud i en dansk kontekst.
Der er på vegne af initiativtagerne Dansk Komponistforening og UKK – Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere de seneste år faciliteret en række workshops og debatmøder, hvor aktører på tværs af dansk kunst- og kulturliv har deltaget. Projektet er resulteret i undersøgelsen Fair Practice Kultur- en undersøgelse af et kodeks for kunst og kultur, som for nylig er udkommet.
Ved at tage afsæt i den hollandske model kan man på dansk jord sikre rimelige arbejdsforhold, som danske kulturinstitutioner skal følge og leve op til for at få støtte til drift og aktiviteter. Vi kan og bør forbedre arbejdsvilkårene for danske kunstnere og kulturarbejdere, og Holland har vist os, hvordan det kan lade sig gøre i praksis. Læs artikel i Kulturmonitor om modellen og arbejdet bag.
Om Fair Practice Kultur udtaler forperson i Dansk Kunstnerråd, Søren Bang Jensen: ”Det er et rigtig godt redskab, fordi det både adresserer, at kunstnerne skal betales ordentligt for deres arbejde, og at gode arbejdsvilkår ikke kun handler om økonomi, men også om at sikre et psykisk og fysisk bæredygtigt arbejdsliv for kunstnere. Samtidig stiller det krav til kulturlivets institutioner og organisationer om transparens i forhold til f.eks. diversitet og ligestilling. På den måde viser Fair Practice-kodekset, at det er nødvendigt at kigge hele vejen rundt, hvis vi skal forbedre vilkårene for at skabe kunst og kultur i Danmark.” Læs mere om Fair Practice arbejdet på Dansk Kunstnerråds hjemmeside.