DANSKE SCENOGRAFER

Performance Capture Workshop 2025

BrainBar Studio afholder en række workshops, som er designet til alle, som ønsker at tilegne sig viden på Motion Capture området – et område som er i fremgang i den digitale værktøjskasse, når vi fortæller visuelle historier. Det er en gratis open source workshop, som er støttet af Nordisk Film Fond, og den er delt op i forskellige temaer så der er lidt for alle.

BrainBar Studio lancerer en række spændende workshops fra februar 2025, hvor du kan fordybe dig i digitale universer og arbejde med computeranimerede karakterer, der bringes til live via optisk tracking af menneskelige skuespillere!

Hvad er mocap, og hvordan kan det bruges?
Gennem 7 workshopsessioner vil vi udforske forskellige aspekter af performance capture og besvare spørgsmål som: Hvorfor bruge mocap? Hvad kan det erstatte? Hvordan er det fordelagtigt, og hvad kræver det?

Du lærer at integrere mocap i din næste produktion og får samtidig mulighed for at netværke med andre professionelle inden for film-, tv- og spilbranchen.

For alle kreative faggrupper
Uanset om du er instruktør, fotograf, 3D-artist, teknisk operatør, producer, performer eller noget helt andet, er du velkommen til at deltage.

Hver session ledes af en ny vært og gæstetalere, der præsenterer cases og ekspertviden inden for dagens emne. Dagen byder på en blanding af hands-on øvelser og informativt indhold.

Praktisk info
📍 Sted: BrainBar Studio, Guldalderen 15, 2640 Hedehusene (eller online)
📅 Datoer: Hver mandag, 3. februar – 17. marts 2025
Tid: 10:00–14:00 (inkl. morgenkaffe og let frokost)

Læs mere om de enkelte sessioner, og tilmeld dig her.