En stor ny landsdækkende spørgeundersøgelse skal kortlægge strukturer, praksis og finansieringsvilkår for det frie scenekunstfelt i Danmark.
Det er Udviklingsplatformen for Scenekunst, der i samarbejde med Dansk Teater og Kulturens Analyseinstitut har taget initiativ til en større spørgeundersøgelse, hvor kunstnernes viden er afgørende.
Undersøgelsen er rettet mod professionelle, selvstændigt skabende og projektstøttede scenekunstaktører (kompagnier eller enkeltkunstnere) uden fast scene, der realiserer værker i eget regi.
Du opfordres til at udfylde spørgeskemaet, hvis du har været initiativtager, økonomisk og produktionelt ansvarlig for minimum én professionel scenekunstnerisk produktion, der har haft billetsalg – enten som enkeltstående kunstner eller som ansvarlig for et scenekunstkompagni.
Det er vigtigt at deltage i undersøgelsen, fordi du på den måde bidrager til at synliggøre branchens udfordringer og potentialer, hjælper med at styrke dialogen med beslutningstagere og leverer værdifulde inputs til fremtidens initiativer for det frie scenekunstfelt.
Undersøgelsen tager ca. 10-15 minutter, og der spørges bl.a. ind til aktiviteter, produktion og økonomiske nøgletal for regnskabsåret 22/23. Undersøgelsen dækker temaer som aktiviteter, målgrupper, produktion, økonomi og forretningsmodeller. Der er frist for besvarelse den 24. januar 2025.