DANSKE SCENOGRAFER

Er du opmærksom på a-kassen?

Danske Scenografer samarbejder med a-kassen FTFa, som har indgående kendskab til kulturbranchen og de særlige ansættelsesforhold og arbejdsvilkår, der gør sig gældende for vores medlemmer.

FTFa tilbyder specialiseret rådgivning gennem deres Kunstnerteam, som er eksperter i det prekære arbejdsmarkedet – de ‘atypiske beskæftigede’ som fx freelancearbejde, honorarløn, projektansættelser og kortere ansættelseskontrakter. Dette gør FTFa til det oplagte valg for vores medlemmer og andre kreative fagfolk, der arbejder i en til tider uforudsigelig branche.

Alle studerende uanset alder kan blive gratis medlem af a-kassen. Tidligere var det kun en mulighed for studerende under 30 år, men nu kan alle studerende nyde godt af denne fordel. Det er en vigtig ændring for vores elev-medlemmer, da branchen ofte byder på freelance- og projektarbejde, hvor økonomisk sikkerhed er afgørende i overgangen fra studie til arbejdsliv.

Ved at melde dig ind i en a-kasse mindst ét år før, du afslutter din uddannelse, sikrer du dig dagpenge fra dag ét, hvis du ikke har et job med det samme. Hvis du venter med at melde dig ind, risikerer du en karensperiode, hvor du står uden indtægt – en økonomisk belastning, som kan være svær at håndtere som nyuddannet.

For at kunne modtage dagpenge skal du bl.a. have været medlem af en a-kasse i mindst ét år. Dagpengesatsen beregnes ud fra din gennemsnitslige løn. Der findes ingen minimumssats, men der er en maksimal dagpengesats. Udbetalingen sker som en timeløn op til 160,33 timer om måneden.

Som medlem af FTFa får du adgang til et bredt udvalg af gratis kurser, workshops og netværksarrangementer, der bl.a. kan rådgive om opmærksomhedspunkter som selvstændig.

Mange af vores medlemmer modtager løbende rettighedsmidler, og det er vigtigt at kende reglerne for, hvordan disse påvirker din ret til dagpenge.

Læs mere om a-kassen og de særlige forhold for vores medlemmer her på hjemmesiden.