Prague Quadrennial er verdens største tilbagevendende begivenhed inden for scenografi og afvikles hvert 4. år – til juni for 15. gang.
Festivalen byder på verdensklasse præsentationer inden for nutidens performancedesign discipliner og genrer, herunder bl.a. scenografi, lys, lyd, teaterarkitektur og meget mere. Årets udstillingstema på PQ er ‘Rare’, der sætter fokus på hvordan verden og ikke mindst teatret kan se ud i en post-pandemisk fremtid.
Danske Scenografer har deltaget mange gange før og er Danmarks bidrag ved den verdensomspændende festival. I år deltager vi med Home Box Theatre – en vision for femtidens teater, hvis det flyttede fra det offentlige rum ind i hjemmet og gjorde publikum til hovedperson. Gemt i seks skuffer på et lille skuffedarium, er seks af Shakespeares fortællinger, og åbner du en skuffe, befinder du dig midt i Stormen, på heden med Macbeth eller midt i En skærsommernatsdrøm.
Lys- og videodesigner Jeppe Lawaetz, lyddesigner Magnus Hansen og dramaturg Anna Lawaetz har i fællesskab skabt fremtidsvisionen Home Box Theatre. Mette Lindberg og Julie Forchhammer er kuratorer.
Under pandemien, hvor de fysiske teatre var lukkede, udvikledes en række nye digitale teaterformater. Derfor var det naturligt for Danske Scenografer at tage fat i to af deres medlemmer, der netop har arbejdet med udvikling af nye digitale teaterformer. Jeppe Lawaetz har siden 2019 ledet en række kunstneriske forskningsprojekter på Den Danske Scenekunstskole om XR teknologier i scenekunsten, der har sat fokus på, hvordan man skaber teaterfællesskaber i et virtuelt rum, og hvordan man skaber fortællinger i et rum, hvor publikum er hovedperson. Magnus Hansen arbejder med immersivt lyddesign på tværs af kunstformer og har senest sammen med Fix & Foxy udviklet lyddesign til en forestilling, hvor publikum gennem hovedtelefoner får et lydspor, der er målrettet den enkelte.
“Særligt VR teknologien åbner op for en helt ny måde at skabe scenekunst på, hvor man kan skabe verdener og rum, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er virkeligt og hvem, der agerer for hvem. Vi oplever lige nu, at teknologien kan stå i vejen for publikums indlevelse: Man bliver svimmel, der er forsinkelse i lyden og grafikken er ikke–realistisk. Derfor er vores bidrag en analog fantasi over hvordan det virtuelle teater i fremtiden vil kunne opstå i hjemmet og aktivere alle sanserne” fortæller Jeppe Lawaetz.
Ved at vælge en lys- og videodesigner og en lyddesigner ønsker Danske Scenografer at sætte fokus på netop lysets, videoens og lydens betydning for at skabe et scenisk rum.
Det danske bidrag er støttet af Statens Kunstfond, Lysdesignernes Ophavsretsforvaltning og Scenografernes Rettighedsfond.
Prague Quadrennialen kan opleves fra den 8. til 18 juni 2023. 50 lande har udvalgt værker til den nationale udstilling.
Læs alt om PQ og det samlede program her >>