DANSKE SCENOGRAFER

Nyt fra Artscenico – bæredygtighed og arbejdsvilkår

I november deltog Danske Scenografers repræsentanter i Artscenico, Peter de Neergaard og Jacob Stig Olsson, i årets generalforsamling i Artscenico i London.

Danske Scenografer har været medlem af Artscenico siden organisationens tidlige år, og samarbejdet er en vigtig del af vores internationale engagement. Artscenico samler kostume- og production designere fra hele Europa med formålet at fremme vidensdeling, styrke vores faglige position og på sigt opnå politisk indflydelse i EU.

Nye initiativer og fokusområder
Generalforsamlingen understregede behovet for en mere bæredygtig arbejdsfordeling, hvilket har ført til oprettelsen af nye arbejdsgrupper. Blandt initiativerne er:

  • Kortlægning af løn- og arbejdsvilkår på tværs af Europa for at identificere mønstre og fremme bedre arbejdsforhold.
  • Fokus på bæredygtighed i filmproduktion, hvor blandt andet digitale rekvisitlagre, genbrugsmaterialer og energieffektive løsninger blev præsenteret.
  • Øget politisk engagement, hvor Artscenico vil arbejde for at påvirke EU’s politik på området.

Hvorfor er det vigtigt?
Internationale netværk som Artscenico styrker vores fagfællesskab, giver indsigt i bedre arbejdsvilkår og muliggør samarbejder på tværs af landegrænser. Med nye dataindsamlinger, øget fokus på bæredygtighed og fælles politiske initiativer arbejder vi målrettet for en stærkere fremtid for scenografer og production designere.

Vi ser frem til at følge og bidrage til arbejdet i 2025.

Læs mere om Artscenico her.

Få desuden adgang til det fulde materiale inkl. referat fra Artscenico her. Og ikke mindst et samlet referat fra vores danske delegation her.

Foto: Jacob Stig Olsson