Danske Scenografer forsøger løbende at klæde vores medlemmer på i forhold til nye og gamle tendenser, nødvendige kvalifikationer, facilitere netværk og videndeling på tværs af egne faggrupper, men også de mange andre faggrupper, som kunst- og kulturbranchen rummer.
Vi bliver klogere at møde og forstå hinandens processer, faglige løsninger og udfordringer – og ikke mindst at dele erfaringer om stort og småt.
Husk derfor at følge med her på hjemmesiden og i nyhedsbreve, hvor vi løbende opdaterer vores medlemmer på nye aktiviteter!
Kom til ‘Kreativ ledelse og fællesskab’ den 29. marts
To unge production designere har ønsket at skabe et rum, hvor vi kan dele erfaringer, støtte hinanden og på sigt sammen skabe en bedre arbejdsgang for os selv og faget. På den baggrund er der stykket en lærering og social dag sammen, lørdag den 29. marts, hvor du inviteres til en dag i fællesskabets tegn. Dagens tema er ’Kreativ ledelse og fællesskab for Production Designere og Scenografer i begyndelsen af deres karriere’ og vil bl.a. byde på Workshop om feministisk ledelse v/Louise Walther fra Una Firm og Oplæg v/production designer Jette Lehmann, som vil dele ud af sin værdifulde indsigt og erfaring. Dagen afsluttes med en hyggelig langbordsmiddag, hvor vi får tid til at fordøje dagens indtryk og komme tættere på hinanden. Læs mere og tilmeld dig via hjemmesiden.
Få indblik og viden fra kolleger i udstillingsscenografi og design den 20. februar
Til denne inspirationsaften, som er arrangeret af Foreningen for Arkitekter og Designere og Danske Scenografer i fællesskab, vil Lauge Floris, arkitekt og arbejder mellem arkitektur, kunst og litteratur, dele sin viden og erfaringer med udgangspunkt i ‘Drømmekontoret‘. Pernille Jensen, uddannet inden for linjen for møbel og rum samt linjen for scenografi på Danmarks Designskole og arbejder med udstillingsdesign og scenografi, vil dele sin viden og erfaringer omkring ‘Narrativt udstillingsdesign‘ og ‘Udstillingsarkitektens opgave’. Læs mere og tilmeld dig via hjemmesiden.
Bliv klogere på den grønne filmproduktion den 26. februar – med et konkret indblik fra erfarne production designere
Danske Scenografers Bæredygtighedsudvalg står klar med 2025’s første salon. Alle er velkomne, så tag gerne din kollega eller brancheven med under armen (husk bare tilmelding :-). Til denne salon bliver vi sammen klogere på den grønne filmproduktion med oplæg fra Gustav Pontoppidan og Mette Rio. Læs mere og tilmeld dig via hjemmesiden.