DANSKE SCENOGRAFER

Bekymring for kunstnernes ytringsfrihed

Danske Scenografer har sammen med flere andre organisationer under Dansk Kunstnerråd i dag afgivet høringssvar til lov om ændring af straffeloven (forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for trossamfund) paragraf 110e, stk. 2.

Vi gør bl.a. følgende gældende i høringssvaret:

Dansk Kunstnerråd har gennemgået Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund), paragraf 110 e, stk. 2. Vi gør opmærksom på, at der blandt vores medlemmer, som er professionelle kunstnere, er en stor bekymring for konsekvensen af en begrænsning i den kunstneriske frihed. Der er en bekymring for, at dette lovindgreb vil mindste kunstnernes mulighed for at italesætte/adressere konkrete samfundsmæssige problemstillinger og begivenheder i en kunstnerisk kontekst.

Dansk Kunstnerråd er en kunst- og kulturpolitisk paraplyorganisation for danske professionelle kunstneres organisationer, som har til formål at varetage kunstens og de professionelle kunstneres kulturpolitiske placering i samfundet, herunder at arbejde for de professionelle kunstneres interesser i politisk, retslig, økonomisk og social sammenhæng. I Dansk Kunstnerråds vedtægter, herunder § 2 Formål og virke, fremgår det, at Dansk Kunstnerråd arbejder for kunstens frihed og kunstnernes ytringsfrihed.