DANSKE SCENOGRAFER

Sådan søger du BETA-fonden (barselspulje)

Har du fået et barn, født eller adopteret, kan du ansøge om et barselslegat på 8.000 kr. fra barselspuljen (BETA-fonden). Beløbet er et skattepligtigt engangsbeløb og udbetales som A-løn.

Barselspuljen administreres i fællesskab af Danske Scenografer, Dansk Journalistforbund, Dansk Filmfotograf Forbund og Dansk Filmklipperselskab.

Din ansøgning om barselslegat skal være modtaget senest 1 år efter fødsels- eller adoptionstidspunkt. 

Da midlerne i denne pulje hentes fra arbejde udført under Fiktionsoverenskomsten af 7. februar 2022 mellem De4 (Danske Scenografer, Dansk Journalist Forbund, Dansk Klipperselskab og Dansk Filmfotograf Forbund) og Producentforeningen, kan du kun ansøge barselslegatet, hvis du har arbejdet under denne overenskomst i minimum 4 uger inden for en periode på 2 år inden fødselstidspunktet.

Du ansøger ved at udfylde, underskrive og indsende  ansøgningsskema og bilag via sikker mail. 

Følgende bilag skal vedlægges ansøgningen:

  • Barnets personattest.
  •  En underskrevet ansættelseskontrakt, som kan dokumentere beskæftigelseskravet under Fiktionsoverenskomsten.

Opfylder du ikke betingelserne for at modtage legatet, vil du blive orienteret herom.

Er du ikke medlem af Danske Scenografer, Dansk Journalist Forbund, Dansk Klipperselskab eller Dansk Filmfotograf Forbund opkræves et administrationsgebyr på i alt 1.000 kr., som fratrækkes det udbetalte beløb.

Sådan søger du Helligdagsforeningen (kompensation for fri på helligdage)

Du kan kun ansøge om at få betaling for helligdage, hvis du har haft fri på en eller flere helligdage i denne periode.

Midlerne i denne forening hentes fra arbejde udført under Fiktionsoverenskomsten af 7. februar 2022 mellem De4 (Danske Scenografer, Dansk Journalist Forbund, Dansk Klipperselskab og Dansk Filmfotograf Forbund) og Producentforeningen, og du kan derfor kun ansøge om midler herfra, hvis du har arbejdet under denne overenskomst i en periode med helligdage, som ikke falder på en lørdag eller en søndag.

Helligdagsforeningen administreres i fællesskab af Danske Scenografer, Dansk Journalistforbund, Dansk Filmfotograf Forbund og Dansk Filmklipperselskab.

Du ansøger ved at udfylde, underskrive og indsende  helligdagserklæringen og bilag til sikker mail. 

Af helligdagserklæringen fremgår en oversigt over de helligdage, der kan søges om kompensation for.

Sammen med helligdagserklæringen skal vedlægges følgende bilag:

  • En kopi af en underskrevet ansættelseskontrakt, som er gældende for den periode, hvori helligdagen(e) falder.
  • Lønsedler som er gældende for den periode, hvori helligdagen(e) falder.

Helligdagserklæringen skal være underskrevet af dig, talsperson samt filmproducent.

Husk – du kan først ansøge og indsende dokumentation efter afholdt helligdag. Din ansøgning skal være modtaget i Danske Scenografer senest 1 år efter afholdt helligdag. 

Er du ikke medlem af enten Danske Scenografer, Dansk Journalist Forbund, Dansk Klipperselskab og Dansk Filmfotograf Forbund, opkræves et administrationsgebyr på 600 kr. pr. ansøgt udbetaling, som fratrækkes det udbetalte beløb.

Helligdagserklæringen for 2024-2025 finder du her.

Helligdagserklæringen for 2023-2024 finder du her.

Helligdagserklæringen for 2023 finder du her

Sådan indbetaler producenten til BETA-puljen og Helligdagsforeningen

Ved indgåelse af Fiktionsoverenskomsten af 7. februar 2022 mellem De4 (Danske Scenografer, Dansk Journalist Forbund, Dansk Klipperselskab og Dansk Filmfotograf Forbund) og Producentforeningen, indgik parterne aftale om etablering af en særlig pulje, som er øremærket barsel, efteruddannelse, talsmandsordning og arbejdsmiljø (overenskomstens § 21).

Producenten skal indbetale et tillæg på 0,5 procent af medarbejdernes ferieberettigede løn til fonden, som administrerer BETA-puljen og et tillæg på 1 procent af medarbejdernes ferieberettigede løn til fonden, som administrerer Helligdagsfonden. Producenten indbetaler via denne procedure til alle medarbejdere, herunder klippere, fotografer og production designere, ansat på overenskomsten. ‘De4’ har organiseret administrationen i Danske Scenografer. 

Det er producentens ansvar, at indbetalingen sker rettidigt og korrekt efter følgende retningslinjer:

Der skal foretages to afregninger til BETA- puljen og Helligdagsforeningen pr. produktion.

Første afregning foretages senest 6 uger afsluttet optagelse.
Anden afregning sker, når endeligt regnskab for produktionen foreligger.

Producenten skal udfylde og fremsende afregningsskema for hver afregning til BETA-puljen og Helligdagsforeningen.

Afregningsskema til Helligdagsforeningen finder du her. 

Afregningsskema til BETA-puljen finder du her.