
Arrangementer og kurser 2. halvår 2019
Som altid kan Danske Scenografer tilbyde medlemmerne en række spændende arrangementer og kurser - enten helt gratis eller til en meget attraktiv pris. Her i efteråret og begyndelsen af vinteren har vi seks ting på programmet foruden den ordinære generalforsamling, som bliver afholdt d. 14. november (mere om dette følger senere, men sæt gerne kryds i kalenderen).
Allerede d. 24. september har du mulighed for at komme ind og se "I love Dick" på Husets Teater, og d. 15. oktober er der Shakespeare på programmet, når vi skal se "En skærsommernats drøm". Inden Shakespeare kan du d. 6. oktober komme med til vikingeudstilling på Kroppedal Museum, og i november skal vi på Statens Museum for Kunst, der slår dørene op for den største udstilling nogensinde om dansk guldalder. På kursusfronten udbydes der to gratis kurser i SketchUp i henholdsvis november og januar.
”I love Dick” – Tirsdag den 24. september 2019 kl. 20.00
Teaterforestilling, Husets Teater
Chris elsker Dick, men er gift med Sylvére. Ægteparrets intimitet opretholdes ved at involvere hinanden i absolut alt. Tanken om sex med Dick bliver snart til et fælles projekt, som vokser langt udover det private og udvikler sig til et revolutionært, altomsiggribende stykke kunst.
I Chris Kraus kultklassiker I LOVE DICK udfolder forfatteren et voldsomt humoristisk blik på kunst, magt og karriere, samt ikke mindst på magtbalancer mellem kønnene og i vores samfund i det hele taget.
I LOVE DICK udkom i 1997, men har de senere år oplevet et gennembrud med bl.a. nyoversættelser og filmatiseringer. Husets Teater præsenterer dette vigtige feministiske manifest som musikalsk roadmovie for teater.
Efter forestillingen er der samtale med scenografen og lyddesigneren Ditlev Brinth
Tilmelding senest den 15. september 2019. Pris 50 kr., der betales ved indgangen
”Hver dag er en kamp” – Søndag den 6. oktober kl. 14.00
Udstilling, Kroppedal Museum, Kroppedals Alle 3 i Taastrup
Udgangspunktet for udstillingen er en stor vikingegravplads tæt på Vridsløsemagle, som museets arkæologer fandt for nogle år tilbage. Fire af de fundne vikinger bliver ”genoplivet” i et mix af fiktion og fakta i udstillingen, der rummer både animationsfilm og arkæologiske fund. Publikum møder en vikingefamilie, Erik, Astrid, Sif og Halfdan, og deres fortælling udgør det samlede narrativ, som man følger hele vejen igennem udstillingen. Undervejs opholder de besøgende sig skiftevis i små stemningsfulde biografer og i temarum med genstande, tekster og scenografi. Udstillingen er en del af det store formidlingsprojekt Vikingebro, der inddrager landskabet omkring museet som en del af den samlede formidling med bl.a. en rekonstruktion af verdens længste vikingebro og -vej. Vi mødes ved museet og ser udstillingen og Sigrid og Sebastian fra Torden & Lynild fortæller om tilblivelsen af projektet og svarer på spørgsmål. Bagefter er der mulighed for at gå en tur sammen i det flotte naturområde og se vikingebroen, som ligger i nærheden. Tag gerne termokande med the/kaffe og et par gode sko med. Børn er velkomne!
Tilmelding senest den 29. september 2019. Deltagelse er gratis.
”En skærsommernatsdrøm” – Tirsdag den 15. oktober 2019 kl. 20.00
Teaterforestilling, Betty Nansen
Dine drifter er natur. Din krop er som et stort træ, som et brølende dyr, som silende regn, som et krybende insekt, der vokser i den mørke, fugtige muld, der har givet dig livet. Du er de bakterier, der bor i dig. Hele verden er forbundet, og du er mere forbundet med ormene i det visne løv end med din bil. I Shakespeares løsslupne sansefest forsvinder en flok unge mennesker ind i en fortryllet skov. Drifterne holder dem sammen, mens digteren lader dem opsluge af naturen for en stund. I den affortryllede verden, vi har skabt, kan ingen forsvinde. Men der er en verden, vi ikke har skabt. En verden, vi ikke kan kontrollere – og det er her, vi skal genfinde vores egen krop. Og hinandens. Og det er hverken nemt, ufarligt eller kønt. For naturen er alt andet end harmløs. Giv slip og lad dig selv forsvinde ind i vildskaben.
Efter forestillingen er der samtale med scenografen Steffen Aarfing
Tilmelding senest den 3. oktober 2019. Pris 50 kr. der betales ved indgangen
”SketchUp for begyndere” – Mandag den 18. november og torsdag den 21. november 2019 kl. 17.00 – 21.00
Kursus i lokalerne Kgs. Nytorv 21 B
På kurset introduceres til programmets grundlæggende modelleringsværktøjer.
Udbytte: Deltagerne får et grundlæggende kendskab til et stærkt og enkelt 3d-tegneprogram, når det gælder undersøgelse af rumligheder i fra bygningsskala og helt ned i detaljen. Mange af de basale værktøjer, som demonstreres i undervisningen, indeholder "Skjulte" muligheder, hvilket gør kurset interessant for selv garvede brugere af SketchUp. Indlæringen går hurtigt, da programmet er meget intuitivt opbygget.
Kurset suppleres med et større kompendiemateriale til brug under og efter undervisningen.
Forudsætninger: Egen PC eller Mac samt mus med scroll-hjul skal medbringes. SketchUp Make 2017 (gratis) eller SketchUp PRO skal være installeret og fungere inden kursusstart. Programmerne kan downloades her: www.sketchup.com/download/all. Ingen andre programmer er nødvendige under kurset.
Underviser Stefan Kaplan
Tilmelding senest den 5 november 2019. Kurset er støttet af Scenografernes Rettighedsfond og derfor gratis.
”Dansk Guldalder” – Onsdag den 20. november 2019 kl. 17.00
Rundvisning på udstilling på Statens Museum for Kunst
Vær med, når vi slår dørene op til den største udstilling om guldalderen i Danmark nogensinde! Ud af krig, brand og statsbankerot voksede en af de mest elskede perioder i dansk malerkunst. Med udstillingen fortæller vi historien om, hvordan en af de mest kreative perioder i dansk kunst- og kulturliv kunne opstå. Og hvordan guldalderens kunstnere skabte de billeder af Danmark og det danske landskab, som vi har kendt og dyrket lige siden.
Udstillingsscenografen, Pernille Jensen, vil stå for rundvisningen.
Tilmelding senest den 10. november 2019. Deltagelse er gratis
”Thea Render for SketchUp” – Tirsdag den 14. januar og torsdag den 16. januar 2020 kl. 17.00 - 21.00
Kursus i lokalerne Kgs. Nytorv 21 B
Lær at rendere dine SketchUp-modeller til fotorealistiske billeder.
Udbytte: At give deltagerne kendskab til et fantastisk renderingsværktøj, som styres fra SketchUp. Thea Render er helt integreret i SketchUp og med få indstillinger opnås overbevisende resultater! Farver og materialer i SketchUp kan omdannes med Thea-værktøjet til fotorealistisk spejlende, lysende og matte overflader. Himmellys og kunstlyslamper indsættes efter behov og dybdeskarphed samt fokuspunkt og lukkertid kan indstilles, som som på et spejlreflekskamera.
Kurset suppleres med et større kompendiemateriale til brug under og efter undervisningen.
Forudsætninger: Egen pc eller mac med mus skal medbringes. SketchUp Make 2017 (gratis) og SketchUp PRO kan anvendes: www.sketchup.com/download/all. Thea Render: En prøveversion af Thea Render for SketchUp kan downloades her: https://www.thearender.com/site/index.php/downloads/form. Programmerne skal være installeret og fungere inden kursusstart.
Underviser Stefan Kaplan
Tilmelding senest den 5. januar 2020. Kurset er støttet af Scenografernes Rettighedsfond og derfor gratis.