Ekstra arrangement til november

25/9 2019

Vi har fornøjelsen af at kunne tilføje endnu et arrangement dette efterår. Her har man nu mulighed for at komme med til en opera:tion onsdag d. 6. november med efterfølgende samtale med forestillingens scenograf, Louise Beck.

”Liebestod – en Opera:tion” - Onsdag den 6. november 2019 kl. 19.30

Operaforestilling, Operaen, Takkelloftet

Kan man dø af kærlighed? Nyskrevet musikdramatik afsøger kærlighedens væsen i en eviggyldig fortælling om menneskets forbundethed. I operaen Tristan og Isolde udånder heltinden efter at have sunget sin kendte arie Liebestod, for hun kan ikke leve videre uden sin elskede Tristan. Det er kunstens verden, men ny forskning viser, at vores hjerte bogstavelig talt kan knuses ved tabet af kærlighed, det såkaldte Broken Heart-syndrom. Liebestod kredser om kærlighedens væsen i en altomfavnende oplevelse, hvor publikum inviteres ind i et symposium, der indkalder døden, videnskaben, kærligheden og tiden til rådslagning, imens hjertet kæmper en kamp på scenen. Liebestod er udviklet henover to år i samtaler med forskere, filosoffer og kunstnere. I en blanding af oldgræsk, moderne europæiske og nordiske sprog fremføres værket af en håndfuld musikere og performere, der synger, hvisker og taler sig igennem et væld af uenige tankeverdener. Musikken er skrevet af de svenske komponister Sofia Jernberg, der arbejder i grænsefladen mellem strukturel improvisation, komposition og jazz, og Henrik Strindberg, hvis musik ofte beskrives som organisk minimalisme båret af enkelhed og stilhed.

Efter forestillingen er der samtale med scenografen Louise Beck.

Tilmelding senest den 22. oktober. Pris 50 kr., der betales ved indgangen.

Læs mere om de øvrige arrangementer i den kommende tid