Erik Ballings Rejselegat tildelt scenograf

14/11 2017

Sabine Hviid modtager Nordisk Film-prisen Erik Ballings Rejselegat. Dermed fortsætter Hviids flotte 2017, hvor hun tidligere også har modtaget en Robert for "Der kommer en dag" og en præmiering for "Ant Boy III" af Statens Kunstfonds Legatudvalg.

 

Juryens motivation

Sabine Hviid er en af de lysende stjerner, når vi taler om production designere i Danmark. Alene de seneste tre år har hun været med til at skabe “Underverden” (2017), den Robert-vindende “Der kommer en dag” (2016), Ali Abbasis spillefilmsdebut “Shelley” (2016), den sidste film i Antboy-trilogien, “Antboy 3” (2016) og “Når dyrene kommer” (2014).

Med Erik Ballings Rejselegat kommer hun i klub med prominente navne som Susanne Bier, Nikolaj Arcel, Bent Fabricius-Bjerre og Lise Nørgaard. Sabine Hviid modtog prisen på scenen af juryformanden for Erik Ballings Rejselegat, producer Mikael Rieks, bl.a. med følgende ordlyd:

“Det er tydeligt for os, at Sabine Hviid er det store samlende element i værkerne med et stærkt moderne udtryk, som fastholder filmkunsten, udfordrer den visuelle fortælling og fremtidssikrer filmen som fortælleform. Sabine Hviid har en særlig evne til at møde publikum i øjenhøjde. Hendes blik for både filmens overordnede udtryk og selv de mindste detaljer giver Sabine Hviid en sjælden evne til at skabe verdener, som er tro imod filmenes præmis og tematik, men som samtidig fremstår som et værk i værket.”

Læs mere