Iscenesættelsen af Kulturens Telt

17/6 2016

Danske Scenografer er en del af Kulturens Telt på Folkemødet, der i disse dage foregår på Bornholm. Scenograf Marie í Dali står igen i år for teltets udtryk og oplevelse. Dali har således både arbejdet med atmosfæren og stemningen inde i teltet samt med dets facade.

 

Naturen inviteres indenfor

Inde i Kulturens Telt fortsætter Dali det succesrige koncept fra sidste år, hvor teltets goldhed neutraliseres af blandt andet træer, gulvtæppe på scenen og træstole frem for de typiske plastrædsler, man plejer at sidde på. Genbrug er et centralt element i indretningen.

 

Klassisk kulturarv vs. kolonihave

Udenfor teltet er der også placeret træer, så naturen er trukket helt ned på Allinge Havns asfalt. Derudover har Dali som noget nyt i år arbejdet meget med teltets facade, der domineres af en billeddynamik bestående af klassiske motiver og arkitektur, der bliver brudt af scenografens iscenesættelse og manipulation. Udover at understrege scenografifagets betydning og muligheder er facaden også et modspil til kolonihavetemaet, som Danmarks Biblioteksforening har ude på pladsen foran teltet.

 

Partnere

Blandt de andre partnere i Kulturens Telt er FAF, DR Kultur, Danmarks Biblioteksforening, Berlingske Kultur, ROSA, Koda, Statens Kunstfond, Danske Dramatikere, Dansk Komponist Forening og DJBFA / Komponister og Sangskrivere. Du kan finde Kulturens Telt på Allinge Havn (indermolen) under Folkemødet eller her på Facebook

 

Om Folkemødet

Folkemødet er oprindeligt en svensk politisk festival (Almedalsveckan), hvor politikere, organisationer og borgere frit og uformelt kan møde hinanden. Folkemødet har fundet sted i Danmark siden 2012 og bliver et stadig større tilløbsstykke.

 

Læs mere om Folkemødet