Kulturkronik om lukningen af DKT's scenografiske værksted

Steffen Aarfing, bestyrelsesmedlem i Danske Scenografer, forholder sig til konsekvenserne af lukningen af Det Kongelige Teaters scenografiske værksted. Det gør han i en kulturkronik i Berlingske Tidende med det overordnede spørgsmål: Hvordan bevarer vi den kunstneriske kvalitet på Det Kongelige Teater? Læs kronikken i sin helhed nedenfor.

Hvordan bevarer vi den kunstneriske kvalitet på Det Kongelige Teater?

De ansvarlige politikere bør svare på, hvordan de vil bevare den unikke specialviden samt sikre den kunstneriske kvalitet, når Det Kongelige Teaters scenografiske værksted nedlægges. Kan politikerne ikke det, er der en markant risiko for, at den kunstneriske proces afløses af et industrielt produktionsregime. Bliver dette scenarie til virkelighed, kan man ikke opretholde den kunstneriske integritet på Danmarks nationalscene. Kunstmidler skal bruges på at skabe kunst og ikke på industriel produktion, så man skal i yderste konsekvens overveje, om man ikke skal bruge pengene på noget andet.

Som led i en sparerunde på 50 millioner kroner nedlægges Det Kongelige Teaters scenografiske værksted.  I stedet udbydes værkstedets funktion til en ekstern partner, som formentlig bliver tilbudt en garanti om en vis mængde ordrer fra Det Kongelige Teater mod at overtage så mange medarbejdere som overhovedet muligt. Udbuddets specifikationer er endnu ikke offentliggjort, men herfra skal der lyde opråb om, at der ud fra et kunstnerisk forhold bliver taget hånd om de væsentligste forhold.

Fra prototype til bestillingsarbejde

Når en del af den kunstneriske proces outsources for at spare penge på driften, så indebærer det, at man får mindre af noget. Dette noget er blandt andet faste omkostninger til lønninger og bygninger. Om det rent faktisk vil give en besparelse, må tiden vise. Men dette mindre af noget betyder også forenkling af den kunstneriske proces, hvor man bestiller en scenografi, der så skal leveres som ethvert andet produkt til en bestemt pris og på et præcist tidspunkt. Det er udmærket, hvis man skaber møbler til Ikea med henblik på massemarkedet, hvor der kun tænkes i kroner og ører.

Udfordringen er, at det er ikke sådan, at kunst og teater bliver til. Man laver ikke bestillingsarbejde, men prototyper; Man leverer ikke til et præcist tidspunkt, men er en del af en eksperimenterende proces, hvor ideer prøves af og kasseres igen, hvis de ikke fungerer. Scenografer er, ligesom skuespillere, dramatikere og instruktører, forpligtet til at levere det uventede. Men det uventede kommer ikke af sig selv. Scenografi er et multi-disciplinært fag. Ingen faggrupper i kunstverdenen kommer dagligt i kontakt med så mange specialister som scenografer. 

Bekymringen er, at den eksperimenterende proces – af ren og skær nødvendighed – erstattes af en nulfejlskultur, hvor der ikke længere er plads til at skifte mening, hvis den gode ide viser sig ikke at fungere i praksis på scenen. Nulfejlskultur er ok, når du skriver entreprisekontrakter, eller er hjernekirurg, men scenografi er ikke hjernekirurgi. At skabe en scenografi er også at omfavne og indarbejde det ukendte. Den gode scenografi designer processen ind i værket, så begge dele er ligeligt tilstede. Derved bliver scenografien en ægte værdiskabende part af scenekunsten. 

Det kongeliges parathed

Skuespillet på Det Kongelige Teater har traditionelt været udfordret på sin evne til at placere sig i den offentlige debat og til at spejle aktuelle begivenheder. Typisk er der gået 12-14 måneder fra instruktør og scenograf afleverer deres ideer til teatret, indtil det står på scenen. Siden skuespillet fik egne lokaler, er det lykkedes at nedbringe latenstiden på produktionerne væsentligt. Eksempelvis blev den nylige opsætning af Romeo og Julie skabt på mindre end et halvt år. Folk med indblik i processerne ved, at det er en flot præstation.

Hvis teatret skal forblive en nødvendig faktor i kulturbilledet, må paratheden øges yderligere, for korte reaktionstider er nødvendige. Spørgsmålet er, hvordan man fortsætter den positive udvikling, når man fremover i den grad bliver afhængig af kontrakter med eksterne partnere. Med nedlæggelsen af det scenografiske værksted, som vi kender det, må vi gentænke og formulere en ny kunstnerisk skabelsesberetning på Det Kongelige Teater.

Bevarelse af specialviden

Det scenografiske værksted er 250 års teatertradition og hjemsted for en række specialkompetencer. Det Kongelige Teaters malersal har arbejdet efter en tradition, der udspringer af de store hofscener i Wien på Mozarts tid. Det er et unikt stykke håndværk at mestre et maleri på 250m2. Et håndværk, der ikke bare kan erstattes af Photoshop og printere. Det Kongelige Teater har været førende inden for udvikling af nye teknikker og produktionsmetoder. Det meget flade hierarki og en medarbejderstab med stort ejerskab til opgaverne har gjort stedet til en unik platform for danske og udenlandske scenografers visioner.

At skabe en scenografi er meget mere end solidt håndværk i klassisk forstand. Forståelsen for det kunstneriske udtryk på scenen, herunder samspillet med lys, lyd, kostumer og instruktion, er væsentlige parametre, når der skal skabes scenografier i den internationale kaliber, som vi alle forventer af Det Kongelige Teater. Hvordan sikrer vi, at denne specialviden ikke i løbet af kort tid ikke længere er til rådighed?

Ansvar for fremtiden

Ansvaret for Det Kongelige Teaters fremtid er politikernes. Politikerne skal udvise armslængdeprincip i forhold til kunststøtten, men de bliver nødt til at forholde sig til, hvilke konsekvenser deres generelle sparekrav får, når de føres ud i livet. Hvordan vil de politisk ansvarlige sikre de kunstneriske forhold i fremtiden, og hvordan vil de få dem skrevet ind i en udbudskontrakt med en ekstern leverandør, som overtager det scenografiske værksted? Kan man overhovedet det, eller må vi vende os til tanken om, at vi fremover må undvære essentielle kunstneriske processer i skabelsen af nye opsætninger på Danmarks nationale scene?

Artikel med reaktioner på kronikken