
Linjeansvarlig for scenografi på DDSKS
Den Danske Scenekunstskole søger en linjeansvarlig for scenografi, så hvis du har en stor lyst til at undervise og gerne vil være med til at forme og vejlede fremtidens scenografer i Danmark, har du nu muligheden. Stillingen er på 30 timer om ugen og ønskes besat pr. 1. august 2020. Fra og med januar 2021 bliver den opnormeret til en fuldtidsstilling på 37 timer. Ansøgningsfrist er 31. maj.
Om stillingen
Som linjeansvarlig for scenografi får du ansvar for udvikling af fagområdet og kommer til at tegne den kunstneriske og pædagogiske linje. Du skal undervise, opbygge en solid faglig kritikkultur og inspirere de studerende i deres kunstneriske arbejde. Du skal bidrage til skolens videngrundlag gennem kunstneriske udviklingsvirksomhed og skabe en tæt forbindelse mellem uddannelsens overordnede vision og den pædagogiske praksis i hverdagen.
For at sikre den tætte forbindelse mellem undervisning og kunstnerisk praksis forventer vi, at du er en fagligt anerkendt scenograf og/eller iscenesætter med stærke rumlige, kostumemæssige og visuelle kompetencer. Vi forventer desuden, at du har omfattende erfaring med professionel scenekunst og solid viden om andre relevante praksisområder inden for scenografi og visuel iscenesættelse. Vi lægger vægt på, at du kan være med til at styrke sammenhængen mellem uddannelse og branche f.eks. ved at opbygge et undervisningsprogram medgæsteundervisere fra ind- og udland, som kan undervise på højeste kunstneriske niveau. Samtidig skal du sikre, at de studerende får overblik over og erfaring med de mest væsentlige aspekter af det scenografiske fagområde.
Først og fremmest er det afgørende, at du interesserer dig for uddannelse og brænder for at undervise og vejlede de studerende på linjen i scenografi. Vi lægger vægt på, at du har solid erfaring med fagets arbejdsmetoder og kan lære de studerende at begå sig i de mange forskellige arbejdsfællesskaber, man indgår i som udøvende scenograf.
Linjen er en del af den kunstneriske bacheloruddannelse i iscenesættelse, som rummer linjerne sceneinstruktion, scenografi, lyd, lys og dramatisk skrivekunst. Du kommer til at arbejde tæt sammen med de øvrige linjeansvarlige og med undervisere og skolens teknisk/administrative personale om løsning af opgaverne. Du får desuden en god mulighed for at være med til at tegne visionen for den kunstneriske bacheloruddannelse i iscenesættelse.