Medlemsrekord i Danske Scenografer

26/1 2016

Antallet af medlemmer i Danske Scenografer (DS) bliver ved med at stige. Således er der 227 medlemmer med udgangen af 2015, hvilket er ny rekord. Forventningen er, at den positive udvikling fortsætter i 2016 på trods af, at nedskæringerne inden for kulturområdet giver vanskelige forhold for nuværende og potentielle medlemmer.

Forbundet drives fra sekretariatet på Kongens Nytorv i det indre København. Sekretariatet rådgiver vedrørende kontrakter, spørgsmål om rettigheder, skattespørgsmål, spørgsmål om arbejde i udlandet, dagpenge, barsel, pension mv. Desuden administrerer sekretariatet rettighedsmidlerne fra Copydan.

Danske Scenografer yder assistance i forbindelse med konkrete sager, herunder eventuelt advokathjælp, og i sidste instans retssager. DS organiserer løbende korte kurser for medlemmer, arrangerer en årlig studierejse og administrerer lejligheden i Berlin.