Murakami og robotter

21/9 2016

Årets store studietur til Japan nærmer sig og nu er programmet blevet fastlagt for de heldige deltagere. Da der var enorm interesse endte vi med at trække lod blandt de tilmeldte. Afrejse er d. 26. september og hjemkomst er d. 7. oktober.

På turen vil deltagerne stifte bekendtskab med både det klassiske og historiske Japan samt det højteknologiske og hypermoderne Japan.

Blandt andet skal vi besøge Miraikan museet, som er Japans nationale museum for teknologi og innovation. Derudover bliver der også tid til at gå i forfatteren Haruki Murakamis fodspor på en tur rundt i Tokyo, der indgår i hans fantastiske forfatterskab.

Da Japan jævnligt er plaget af naturkatastrofer og har været plaget af krig er mange af de historiske bygninger i Tokyo været særligt udsatte. Derfor har man lavet et museum, der er dedikeret til genskabelse og bevarelse af nogle af de mest betydningsfulde kulturelle og historiske bygninger, som ellers ville være gået tabt. Museet hedder Edo-Tokyo Open Air Museum, og det bliver spændende at besøge.

Vi skal selvfølgelig også opleve japansk scenekunst, og det gør vi med forestillingen ”Gear”, som er en non-verbal futuristisk performance om en dukke, der får et menneskeligt hjerte efter et møde med roboroids.

Dette er blot et udpluk af de oplevelser, der venter deltagerne.