Udstilling og medlemsmøde i Aabenraa

11/2 2019

Tirsdag d. 19. marts afholdes der et kombineret museumsbesøg og medlemsmøde på Brundlund Slot i Aabenraa. Her skal vi først spise frokost og holde medlemsmøde om de aktuelle emner, som lige nu fylder meget i foreningens arbejde. Efterfølgende giver Gitte Kath en rundvisning på udstillingen "Vores kollektive hukommelse", der er en tour de force ud i Gittes 40-årige virke som kunstner og scenograf.

Dagen er særligt møntet på medlemmer vest for Storebælt, og der gives fuld refundering for (billigste) transportomkostninger. Medlemmer øst for Storebælt er også velkomne, men her må man selv afholde omkostningerne. Tilmelding skal ske senest d. 14. marts.

Om "Vores kollektive hukommelse"

Velkommen indenfor i Gitte Kaths værksted. Her får du muligheden for at følge kunstnerens arbejdsproces fra idé til færdigt værk. Der er plakater, scenografier og et mylder af gamle sager, som alt sammen indgår i Kaths kunstneriske arbejde.

Kath blev uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding i 1976, hvorefter hun, ganske tilfældigt, blev involveret i Teatret Møllen i Haderslev. Det blev til et 40 år langt engagement i teatrets produktioner, hvor hun indtog rollen som scenograf og instruktør og tillige producerede plakaterne til forestillingerne.

Oprindeligt blev Kath uddannet væver, og fascinationen af vævede materialer fandt vej ind i scenografierne, hvor mange rekvisitter blev beviklet med stof. Når man ser på både scenografierne og plakaterne bliver det også klart, at Kath bruger gamle, gerne slidte, ting som afsæt for hendes billedsprog. I hendes værksted findes mængder af sager – gamle kufferter, udslidte sko, udstoppede ænder, violiner og meget andet. Disse bruger kunstneren i sin plakater og forestillinger, idet de i kraft af deres alder bærer en historie i sig. Et par slidte sko kan sætte fantasien hos publikum i gang: Hvem har gået med dem? Hvorfra i verden stammer de? Hvad har den person ikke oplevet? Fordi tingene viser, at de har levet et liv og er slidte bærer de i overført betydning på historier eller erindringer, som vi selv projicerer over på dem.

Det er denne kollektive hukommelse, der bliver sat i spil både i plakaterne, teaterforestillingerne og ikke mindst denne udstilling. De er alle sammen en åben invitation til at du bruger fantasien og selv digter videre.

Læs mere om Gitte Kath

Link til udstillingen