
Nyt medlemskursus tilføjet: Programmering på scenen, når rummet spiller med
Vi har fået mulighed for at tilbyde endnu et gratis kursus for vores medlemmer dette forår.
”Programmering på scenen, når rummet spiller med”
Tirsdag den 21. maj 2019 kl. 17.00 - 21.00. Kursus i lokalerne Kgs. Nytorv 21 B
Tilmelding senest den 9. maj 2019. Kurset er støttet af Scenografernes Rettighedsfond og derfor gratis.
På dette seminar skal vi se på hvilken rolle interaktive kodede dynamikker kan spille i rum og tid, som scenografi på scenen og i installationssammenhæng. Ole Kristensen er softwarekunstner og er en af pionererne indenfor iscenesættelse med open source software skrevet til den enkelte iscenesættelse. Han arbejder med skarpe visuelle udtryk, der er et produkt af kode, der kører i nuet på scenen. Så selvom det ofte ender med videoprojektioner, er der rent tidsligt og rumligt helt andre kræfter i spil end når videosløjfer, klippede kamera-optagelser og prerenderet grafik afvikles foran et publikum.
Vi får et indblik i, hvordan Ole Kristensen arbejder med software skrevet til den enkelte forestilling, med udgangspunkt i, og bagland fra, de store open source værktøjskasser, der udvikles kollektivt i de globale creative coding miljøer.
I det landskab er der stor fleksibilitet, og det er muligt at trække på de nyeste publicerede algoritmer, men med fleksibiliteten kommer også et ansvar for at kunne fokusere og skære ind til benet. Udfordringen er at få den enkelte forestillings software til at spiller en skræddersyet rolle, og kunne gøre nogle få ting, men gøre dem godt. Et helt andet sæt benspænd end når et standardsystem, med stor fleksibilitet, alligevel kommer til at sætte begrænsninger for det enkelte værks udtryksmuligheder.
Vi får præsenteret hvordan samarbejdet på et scenekunstnerisk hold foregår, når der skal programmeres til forestillingen, hvordan et prøveforløb kan tilrettelægges, så der er både rum til at lege, improvisere, men også til at komme i mål med noget der fungerer rent kunstnerisk. Og praktisk - uden at programmøren skal med på turne.
En stor del af dagen vil foregå i dialog med deltagerne, og Ole vil også introducere hele det danske, og globale, landskab af softwarekunstnere, der arbejder i relaterede felter, som kan være til glæde for scenografiske projekter, som inspiration, men også som konkrete samarbejdspartnere.
Ole Kristensens arbejde er kendt fra Recoil Performance Group og DAC - som konsulent kan hans arbejde ses hver aften på DRs hovedkanaler, hvor han hjælper DRs grafikere med at lave fleksible og dynamiske grafikflader.