
Scenograf modtager talentpris
Franciska Zahle modtager en af årets talentpriser af Reumert-juryen. Hun modtager prisen for scenografien til Melodien der blev væk, som spillede på Nørrebro Teater. Franciska modtager formelt talentprisen til Årets Reumert, der afholdes søndag d. 12. juni.
Juryens motivation
Franciska Zahle er en sanselig og billedstormende stærk scenograf og kostumedesigner. Hun er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2015. På drejescenen i Melodien der blev væk lod hun en-mand-der-hed-Larsen løbe spidsrod mellem paraplyer, bowlere og blodrøde balloner, så selv maleren René Magritte måtte blive misundelig. Hun er en sand visuel storyteller.
Om Reumerts talentpriser
Talentpriserne gives til unge professionelle talenter både inden for skuespil, instruktion, scenedesign, dramatik, opera eller anden sang i teatersammenhæng samt dans, ballet og performance. Prismodtageren skal have medvirket i eller til en opsætning i løbet af juryens bedømmelsesperiode, men i øvrigt være i begyndelsen af sin kunstneriske karriere. Der uddeles årligt op til otte talentpriser.
Besøg Franciska Zahles website
Læs mere om Årets Reumert
Se teaser for Melodien der blev væk