Statens Kunstfonds hædersydelse til lysdesigner

4/12 2019

For første gang nogensinde tildeles Statens Kunstfonds hædersydelse til en lysdesigner. Jesper Kongshaug har således modtaget den fornemme anerkendelse for sit betydningsfulde og omfangsrige virke som lysdesigner inden for kunst og arkitektur. Dertil kommer, at Jesper har været en stor drivkraft og inspirationskilde i etableringen af en decideret lysdesignuddannelse i Danmark. Stort tillykke!

I begrundelsen for tildelingen lyder det blandt andet:

"Jesper Kongshaug er både i dansk og international sammenhæng en ener inden for moderne lysdesign. Med sine originale og radikale lyssætninger både på store og små scener har han bidraget til at gøre lysdesign til en væsentlig og skabende del af det kunstneriske udtryk inden for scenekunst. Parallelt med sin store betydning for teater, ballet og opera i Danmark og internationalt, har han gennem en lang årrække skabt unikke, højt profilerede lysinstallationer til bygninger, natur- og byrum, institutioner og museer. Jesper Kongshaug har i mange år tilhørt eliten inden for både dansk og internationalt lysdesign, og har gennem sit virke vundet en lang række priser og udmærkelser for sit arbejde med lys."

"Det er kendetegnende for Jesper Kongshaug, at han i alle sine arbejder har gjort lys/skygge til et markant kunstnerisk virkemiddel, men samtidig givet lyset en integreret plads i den sceniske eller arkitektoniske helhed. Han har været med til at udfordre scenesproget parallelt med udviklingen af teknologien inden for lys."

Læs hele begrundelsen HER

Læs om de i alt 13 modtagere HER

Læs mere om Jesper Kongshaug HER