
Studieophold i Rom
Det Danske Institut i Rom inviterer forskere inden for alle grene af videnskaben, kunstnere inden for alle kunstarter, arkitekter, musikere og forfattere til at søge studieophold på Det Danske Institut i Rom i efteråret 2020. Bemærk: I anledning af, at 2020 er 250-året for billedhugger Bertel Thorvaldsens fødsel, vil et antal stipendier være øremærkede til studier, der er relateret til Thorvaldsens liv, kunst og virke i Rom.
Instituttet har til huse i Kay Fiskers fornemme bygning fra 1967 og ligger i Borghese-parken, få minutters gang fra Piazza del Popolo og Roms centrum. Som stipendiat på Det Danske Institut deltager du i et internationalt forsker- og kunstnermiljø. Du får adgang til byens enestående ressourcer i form af museer, monumenter, biblioteker, arkiver m.m. Husets personale står til rådighed med hjælp og vejledning.
Information om stipendiemuligheder og ansøgningsskema findes HER
Ansøgningsfrist er 10. februar 2020.