
Ubornert mand med pik og hjorteben
Når Bodilfesten finder sted d. 17. marts bliver det med en ny Henning Bahs-statuette, som er skabt af kunstneren Louise Hindsgavl. Hun lader statuetten være en ubornert mand med pik og hjorteben – en kontrast til nydelige og tækkelige Bodil. ”En scenograf er en etablerer af verdener og en materialebehersker, og det er i den ånd, som den nye Henning Bahs-statuette er blevet til,” siger Louise Hindsgavl.
Såvel Bodil som Henning er i porcelæn, og netop det materiale er Louise Hindsgavls foretrukne, når hun skaber sine figurative værker. Her udfordrer hun den arketypiske porcelænsfigur, der repræsenterer noget idyllisk og på mange måder uvirkeligt. Hos Hindsgavl skal der ske noget. Udtrykket er animeret, og vi må gerne se det beskidte, det kropslige og opleve verden, som den nu engang er.
”Jeg er meget glad og beæret over, at man har bedt mig om at skabe den nye statuette. For mig er det noget helt særligt at skulle lave et værk, der skal bruges til at fejre en andens værk og store bedrift. Det er meget personligt i sammenligning med at lave et værk til eksempelvis et museum. Som værk er Henning Bahs-prisen en del af en umiddelbar fest og et privat minde, som en kunstner kan se tilbage på med stolthed,” siger Louise Hindsgavl.
Louise Hindsgavl er netop selv blevet fejret og tildelt en pris. Således har hun modtaget et hæderslegat fra Anne Marie Telmányi, født Carl-Nielsens Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år. I motivationen lyder det blandt andet: ”Louise Hindsgavl iscenesætter det pæne porcelæn med et dybt originalt greb … Louise Hindsgavl har formået at udfolde sit helt eget fortællende og pirrende univers, der puffer til vores livsopfattelse, drømme og fantasier – hvis vi altså tør.”