hamlet. vendsyssel teater 2017
Hamlet som fremragende ungdommeligt vanvid
Det bliver ikke meget større end Shakespeares udødelige klassiker Hamlet. Elliott Crosset Hove lever i sin fremstilling af titelrollen på Vendsyssel Teater til fulde op til den Reumert Talentpris, han modtog tidligere i år
[Elliott Crosset Hove og Asta Kamma August er både intense og overbevisende i rollerne som Hamlet og Ofelia på Vendsyssel Teater]
Elliott Crosset Hove og Asta Kamma August er både intense og overbevisende i rollerne som Hamlet og Ofelia på Vendsyssel Teater
Tao Lytzen
26. september 2017
Kommentarer (1)
DEL
TWEET
EMAIL
Forventningspresset er skruet op på max, når scenen sættes til Shakespeares Hamlet. Og presset hviler især på titelrolleindehaveren. Elliott Crosset Hove er fra første færd intens og overbevisende i sin fremstilling af Hamlet. På samme tid uskyldsren og hæmningsløs indtager han scenen, hvor hans lidt naive udtryk står i skarp kontrast til det nådesløse hævntogt, han begiver sig ud i.
Instruktør Jacob Schjødt har modstået fristelsen til at opsætte en helt klassisk version af Hamlet i Vendsyssel Teaters runde scenerum, der spejler den oprindelige scene fra The Globe i London. Omgivelserne er utraditionelle. Carsten Burke Kristensens scenografi er modsat sproget moderne. Metalgitre, betonelementer og industrielle trapper pryder scenen, og allerforrest ud mod publikum er der en halvcirkel fuld af muldjord, som mod slutningen danner rammen om scenen ved Ofelias grav.
Skuespillerne er overvejende klædt i mørkt tøj og lædertøj, som var de del af en rockmusical i 1990’erne. Mens Anders Budolf Andersens effektfulde lyssætning skiftevis tegner med farver og inddeler scenografien i mindre rum, maler Todd Sarfaraz på fineste vis stemninger i lokalet med sit lyddesign, der rummer alt fra utydelig baggrundsstøj til elektroniske trommebeats og stemningsskabende sang.
Kostumerne bliver symbolske. Sort, hvidt og rødt er de bærende farver og understreger derved kontrasterne i iscenesættelsen. Hvor Elliott Crosset Hoves Hamlet er klædt helt i sort fra top til tå, er Asta Kamma Augusts Ofelia iført en kridhvid kjole smykket med en præstekrave. Det mørke overfor det uskyldsrene. Som en forudsigelse af hans dystre side og hendes kommende vanvid.
Sammenlignes Hamlet og Ofelia med Charlotte Fichs Dronning Gertrud og Henrik Birchs Kong Claudius, der med sadomasochistiske overtoner indtager scenen iført læder og blodrøde gevandter, er skellet mellem de unge og de ældre tegnet tydeligt op.
Kærlighed, magt og politik
Dobbeltheden, der er så kendetegnende for Shakespeares dramatik, er tydelig. »Vi er alene«, siger Hamlet, og godt nok er han alene på scenen, men han taler direkte til publikum og inddrager dem således i sit »vi«. Jacob Schjødt lader skuespillerne lege med ord og begreber. I 2. akt, da publikum netop har bevidnet Ofelias dødskramper hængende fra et reb på bagvæggen, træder Gertrud ind og beretter om den måde, hvorpå Ofelia er druknet. Det skaber skel mellem virkeligheden, fortællingen og det, der rent faktisk foregår på scenen. Som en reminder til publikum om, at dette er teater.
Shakespeares Hamlet indeholder mange lag både på det tematiske og det fortællemæssige plan. Der er kærlighedshistorien, magtkampen og den politiske vinkel. Det hele er inkluderet i Jacob Schjødts overordnet set vellykkede og meget seværdige iscenesættelse. Dog undrer det, hvad instruktøren har villet opnå med sin instruktion af de to gravere i 2. akt. Med platte vittigheder og en stemmeføring som på en bodega i Sydhavnen, står scenen i skærende kontrast til en ellers smuk forestilling.
»Som sneppen i min egen snare«, udbryder Benjamin Katzmann Hasselflugs Laertes, da Hamlet stikker kården i hans bryst. Tragedien bliver fuldkommen i sit udtryk, da Hamlet først spidder Claudius og siden tvinger den sidste gift fra bægeret i hans mund.
»I som sidder som tavse roller i et skuespil, som publikum«, siger Hamlet henvendt til publikum. Og det gør de, publikum. Sidder tavse og tryllebundne af den vildskab, som Elliott Crosset Hove præsenterer, samt den tragiske skæbne, de alle må undergå. Det er så afgjort virkningen fra tragedien, der sidder tilbage i kroppen efter endt applaus, når lyset i salen igen tændes. Og heldigvis for det.
Fakta: Hamlet. Medvirkende: Elliott Crosset Hove, Charlotte Fich, Asta Kamma August, Henrik Birch, Jørgen Bing, Jesper Groth, Julie Buch-Hansen, Benjamin Katzmann Hasselflug og Kresten Andersen. Instruktør: Jacob Schjødt. Scenograf: Carsten Burke Kristensen. Lys: Anders Budolf Andersen. Lyd: Todd Sarfaraz. Spiller på Vendsyssel Teater frem til 14. oktober.